En heks med fut i

"Der er en heks, der spørger, om hun kan få lidt brændstof." Lars Jørgensen stod på tæer for at nå op over skranken på kommunekontoret.

Hans ord fik dem på den anden side skranken til at spidse ører.
Ja, man hører meget på et kommunekontor. Men høre om en heks, der mangler brændstof, det var da noget af det mærkeligste, der nogensinde var anmodet om.

"Ja, hun ligger ude i min kornmark med en brækket kost og et bøjet ben. Nej, jeg mener selvfølgelig et brækket ben og en bøjet kost." Lars Jørgensen blev altid så forvirret, når han stod over for øvrigheden. Og han blev også helt rød i hovedet. Det var meningen, hun ville til Bloksbjerg, men lige over byen var det som om kosten mistede sin fremdrift, og styrtede til jorden i en hav af gnister. Det var godt det ikke var lige over naturgasdepotet det skete, for hvad kunne der ikke være sket sådan en Sct, Hans aften.

"Det må sortere under teknisk forvaltning," blev der sagt fra den anden side skranken. Så måtte Lars Jørgensen forklare sig én gang til. Og det kan nok være at ham fra teknisk forvaltning kløede sig i nakken og så opgivende ud. "Ja, men vi tager os jo kun af byens borgere og de ting der omhandler byens borgere. Og denne her heks må da være kommet nordfra fra en anden kommune. Så det sorterer ikke under os," blev der sagt. Men nu var Lars Jørgensen blevet så vred, at han slog i bordet inde på kommunekontoret og råbte og skreg, at han ikke ville have en heks eller andre mærkelige væsner til at ligge inde i hans kornmark.

Det fik ham fra teknisk forvaltning til at udbryde. "Jamen hekse og trolde alfer og feer må absolut høre under kulturudvalget.

Så gik Lars Jørgensen til kulturudvalget og skreg, at han havde en havareret heks i sin kornmark, der anmodede om at få noget brændstof.

Dem fra kulturudvalget kløede sig også i nakken. Men ikke ret længe, for de kendte meget til alfer og trolde, nisser og hekse, så det varede ikke længe før de kontaktede naturgaslageret og fik heksen anbragt, så kosten pegede direkte mod Bloksbjerg. Og da naturgaslageret alligevel havde noget overskudsgas, de skulle have fyret af, var det ingen sag at sætte fuld tryk på røret, så heksen foer til Bloksbjerg i en regn af ildgnister.

Og væk var hun. Hun fulgte lyset fra alle de bål, der brændte under hende. For alle menneskene havde samlet en masse affald sammen, som de brændte af den aften. Og hun så andre hekse på sin vej, som hun overhalede, for de havde ikke nær så meget fart på. Men de var jo heller ikke skudt ud fra et naturgasanlæg.

"Det var da pokkers til fart, hun havde på," sagde Lars Jørgensen, mens han fulgte hende med øjnene, til hun til sidst kun var en lille plet på den sorte nattehimmel. Aldrig havde han oplevet sådan en Sct. Hansaften. Alle de andre så også måbende til. Det var måske en ide` at udnytte naturgas til afsending af hekse. Så var man fri for hvert år at samle alle de grene sammen. Og fri for den forurening. Det var vel en moderne tid man levede i.

Lars Jørgensen tænkte, at det var godt, han var gået op på kommunekontoret, for det den ene ikke kunne finde ud af, det kunne den anden. Så han glædede sig ligefrem til at gå på kommunekontoret næste dag og bede om hjælp til at skrive til patentkontoret. For han var hel sikker på, at til næste år ville hans gode ide` med at bruge naturgas som affyringsmiddel til hekse have bredt sig til hele landet. Så det gjaldt om at få patent på ideen.