Kongstedlund Mejeri

Kongstedlund Mejeri


NILØSE DEN 29 APRIL 1961
Den 29. april 1961 holdt vi uden for 9 Huset over for kirken i Niløse med et stort flyttelæs, som vi havde lejet Knud Brixtofte til at køre os fra Strøby og her til Niløse for 100 kroner.....



Den 29. april 1961 holdt vi uden for 9 Huset over for kirken i Niløse med et stort flyttelæs, som vi havde lejet Knud Brixtofte til at køre os fra Strøby og her til Niløse for 100 kroner. Ude i haven lå Erling og Inger og slængede sig på græsplænen. Det var dem der boede oven på i det toetagers hus, der blev vort hjem de næste 6 år. Vi blev budt på en øl og det kunne vi godt trænge til oven på den anstrengende køretur fra Strøby, hvor Ove og jeg sad på ladet mens Grete og Leo og Alf sad inde i førerhuset sammen med Knud Brixtofte.
Alt hvad vi ejede havde vi på lastbilen. Det eneste der ikke var plads til var savbukken, for den troede vi ikke vi fik brug for. Men det skulle vise sig, at den var noget vi kom til at savne ret hurtigt, da vi fyrede med brænde nede i kælderen til begge lejligheder.
Den 1 maj 1961 stod jeg uden for det store mejeri ” Kongstedlund ”i Niløse. Jeg skulle ind, for jeg havde fået arbejde i indvejningen. Så jeg tog mit hvide tøj på og stillede mig til rådighed. Det var en hel anden arbejdsplads end de små mejerier jeg var vant til. Her kom mælkejunger i en stadig strøm fra morgen til aften. Og næsten alle jungerne indeholdt ca. 50 liter mælk. Og for at det ikke skulle være løgn, vejede vi også en mængde fløde ind, som var købt på andre små mejerier og som skulle bruges til smørfremstilling. Den første dag havde jeg så ondt i armene at jeg var ved at opgive.
Men jeg stillede igen næste dag, selv om jeg næsten ikke kunne røre mine arme. Klokken 11 opgav jeg og sagde til Evald at jeg blev nødt til at tage hjem, da jeg efterhånden ikke kunne holde på jungerne. En kraftig seneskedebetændelse, sagde lægen. Hold dig i ro i 14 dage. Tak skal du ellers have. Har kun arbejdet i halvanden dag og så være sygemeldt i 14 dage.
Jeg kunne let se at i indvejningen var jeg intet værd, selv om jeg vejede ind på de små mejerier med et godt resultat, men der kunne man se en ende på det, for det tog oftest kun et par timer og så var der rengøring og oprydning resten af tiden.
Jeg gik ud til mejeribestyrer Olsen og fortalte ham lægens dom. Blev jeg fyret? Nej, ikke i første omgang. Han sagde vi skulle se tiden an nu jeg var kommet med kone og tre børn installeret i mejeriets hus.
Da de 14 dage var gået tog jeg igen ud til mejeriet, der ligger lidt uden for Niløse by. Jeg cyklede derud. Der var ikke langt. Vi var enige om at det ikke kunne hjælpe, at jeg begyndte at veje mælk ind igen.
Så jeg startede ved 5 tiden om morgenen i smørkammeret frisk og frejdig. To dage efter havde jeg seneskedebetændelse igen. Men jeg holdt ud. Det gjorde ondt, men det forsvandt af sig selv, lidt efter lidt. Det var en hel anden måde at lave smør på end jeg var vant til fra de små mejerier, hvor vi ofte kun havde 4-6 dritler smør om dagen. Her på Kongstedlund mejeri stod der to store kærner, hvor der kunne være ca. fire tons fløde i hver og ud af det kunne der så udvindes ca. 1200 kilo smør. Men det var ikke nok. Kærnerne blev fyldt flere end én gang på en dag, så vi producerede ca. 10 tons smør om dagen. Men al det fandt jeg først ud af senere.
De første dage var alt kaos, jeg var ellers kommet som en ekstra mand, men der var ikke hoved og hale i det vi lavede, syntes jeg. Tre damer stod ved en næsten ny pakkemaskine, der pakkede smørret i aflange små pakker a 250 gram. Den ene mejerist startede klokken tre om morgenen ved at lukke fløden fra de fire store beholdere over i hver sin kærne. Når så kærnen havde kørt en halv times tid var fløden blevet til smør og kærnemælk Smørret svømmer normalt oven på. Så blev kærnemælken lukket ud i en stor beholder og smørret blev klasket lidt sammen Så tog han smørret ud af den ene kærne og smed med hænderne smørret ind i den anden kærne.
Så var den ene kærne tom og den kunne igen fyldes af en ny portion fløde. I den anden kærne var der nu ca. to en halv tons smør, som skulle gøres færdig. Ved fem tiden kom en mejerist mere og Helge Dahl, der ledede arbejdet i smørkammeret, kom klokken seks. Så var eliten samlet, og vi gjorde det første hold smør færdig, så vi kunne begynde at pakke ved syv tiden når damerne kom. Det færdige smør blev pumpet op i den store pakkemaskine ved hjælp af to pumper der blev skruet på bunden af kærnen, og ved hjælp af to rør blev smørret ført op til pakkemaskinen. Pakkerne kom ud af maskinen med ca 100 pakker i minuttet og blev så lagt i trækasser med 64 pakker i hver. Selve pakkemaskinen var et teknisk vidunder, der styrede papiret ved hjælp af en fotocelle.
Jeg var som sagt en ekstra mand i det store puslespil. Heldigvis blev den mest forstørrede af de to mejerister så gal en dag at han sagde sit arbejde op og rejste med det samme. Så var jeg tilbage med Helge Dahl, der var leder af afdelingen, og Niels Hjerrild, som næstkommanderende. Nu var jeg klar over, at det nok skulle gå. Eliten var tilbage. Vi kom fint ud af det, både arbejdsmæssigt og på hjemmefronten. Der var meget at lave. Men det var to dygtige mejerister, hvor jeg følte at de tit bar over med mig. Men det var et slæb med al det smør. Ud i vogne. Og ind i kærnerne igen.
Hver dag var selvfølgelig ikke ens. Med den store produktion kunne det godt drille lidt. Nogle gange ville fløden ikke blive til smør og andre gange drillede pakkemaskinen. Kort tid efter jeg blev ansat drillede den tyske pakkemaskine så meget, at vi måtte have den montør der havde tegnet og stillet maskinen op. Ja, ham måtte vi have fat på helt fra Tyskland. Han kunne heller ikke få den til at virke. Så efter at have bøvlet med den i døgndrift i tre dage sendte han bud efter en anden montør helt fra Tyskland. Han kiggede på maskinen i ca to minutter, så kørte bæstet upåklagelig, og ham der havde bøvlet med maskinen i de tre dage satte sig hen i et hjørne og stortudede af raseri og frustration over at han ikke selv havde observeret den ubetydelige fejl.
Nu var det tit mig der begyndte klokken tre om morgenen. Mange gange tog ikke al smørret ud i de to vogne. Tit og ofte var der kun én vogn med smør, der skulle smides sammen. Det så ud til at fløden var ligeglad med, om der var masser af smør i, mens det blev pisket rundt.
Niels Hjerrild var rejst. Vi havde fået en ny mand. En dag sagde jeg til Helge om han havde lagt mærke til, at der ikke var meget smør at flytte med håndkraft. ”Skal vi ikke lade det nykærnede smør blive derinde i kærnen og så lukke næste hold fløde oven i.” Det var Helge med på. Som sagt så gjort. Renkærningen var fin, så der var ingen problemer. Smørret var uberørt af menneskehænder. Og det lettede vores arbejde så enormt. Ideen var vist aldrig prøvet før, for nogle år senere kom de fra Kærnecentralen og så hvordan vi gjorde. Bagefter tog de hjem og skrev i Mælkeri Tidende om den epokegørende ide DE havde fået. Men da sagde Helge også, at det da var hans ide de havde snuppet.
I den sidste ende var det også den ide, der fik mig til at sige min stilling op på Kongstedlund mejeri. Vi havde i nogle år haft en mejerist, der samtidig havde et lille landbrug, så han ville gerne tidlig hjem, så det var næsten altid Kalle, der begyndte på mejeriet klokken tre om natten, så kom jeg klokken fem, hvor vi sad og snakkede mens kærnerne kørte og gjorde smørret færdig til damerne kom klokken syv. Stille og rolig. Ingen, andre end os to vidste, at den gode ide gjorde, at vi ikke spildte vores tid på at tage smør ud og ind af kærnerne med håndkraft, men lod teknikken ordne det for os.
Men Kalle rejste. Vi fik en ung mand eller dreng på 15-16 år til at hjælpe os. Han måtte ikke lave alt, så jeg overtog en masse arbejde fra ham. Tage vandprøve af smørret og tage kasser fra. Ja, meget andet. Til sidst foer jeg rundt som en skoldet skid i et par lærredsbukser og prøvede på at nå al det, der pludselig blev mig pålagt. Jeg begyndte jo også altid klokken tre, for den unge mand måtte selvfølgelig ikke fyre kedlerne op, som var vores bestilling, når vi mødte klokken tre.
Så tit blev klokken otte inden jeg lige kunne snyde mig til en bid brød i kantinen, hvor vi før sad en halv time ved seks tiden og sludrede og fik en bid brød.
Til sidst syntes jeg at situationen var så grotesk, at jeg sagde mit ellers gode arbejde op og blev kedelpasser på NÆRUM NYLONS strømpefabrik i Sorø. Det var i 1970.



(På fotografiet af Kongstedlunds store kærner ses Helge Dahl og Martha Rasmussen)

Jeg fortæller hvad der videre skete i Niløse fra 1961 til 1970.
9 HUSET

Det var mejeriet der ejede huset vi boede i. Der var et navneskilt på huset, der viste at huset var opkaldt efter ost vi lavede på mejeriet ( 9 HUSET ) Vi gav 75 kroner om måneden for den nederste lejlighed. På første sal var der en lille lejlighed som skiftende beboere boede i i kortere eller længere tid. Vi havde fælles fyr- og vaskerum i kælderen og så deltes vi om haven så godt vi kunne. Mejeriet satte sit præg på byen. Rundt om lå der huse som mejeriet ejede og som var beboet af folk, der arbejdede på mejeriet. Så der var forholdsvis mange unge mennesker i byen. To købmænd. En slagter. Bageriudsalg. Skomager. Skrædder. Tømrer og snedkerværksted. Damefrisør. Herrefrisør. Entreprenør. Ja, der var nok flere forretninger end dem jeg har nævnt.
Da vi havde boet i huset i 6 år fandt jeg ud af, at jeg som mejerist kunne få et billigt lån og bygge en landarbejder bolig. Og da Jørgen Rasmussen købte det gamle gartnerjord og gerne ville sælge et par byggegrunde, var jeg ikke længe om at slå til. I november 1966 flyttede vi ind i huset. Vi havde givet 3000 kroner for grunden og da vi yderligere gav 1000 kroner blev jorden udstykket og vi blev tilsluttet Niløses kloaksystem og vejen blev lavet. Alt det fik vi for 4000 kroner. Vi lånte 48000 i Hypotekbanken og det slog næsten til, så vi kunne bygge huset.
Året efter vi kom til Niløse købte vi en brugt folkevogn for 8700. Vi havde jo lidt penge fra den gang vi solgte vores hus i Strøby. Vi fik 24000 kroner for huset og jeg fik en god løn på mejeriet, så året efter købte vi et sommerhus på Duelodsvej 6 ved Bjerge Strand. Og det sommerhus havde vi i 19 år og solgte det for 30 000 kroner. Vi gav 8000 for det. Kontant. Men så måtte vi også til Bromme og spørge Emil om han ville låne os 4000. Og det ville svigerfar godt.
Vi har tilbragt mange dejlige dage og ferier ude i det lille hus på Duelodsvej. Det tog et kvarter, så var bilen pakket og vi kørte af sted i folkevognen med Ove, Leo og Alf på bagsædet. Og helt bagi stod liften med vores mindste barn Jan. Han lå i det hulrum mellem bagsædet og motoren. Da de blev lidt større kunne der godt sidde to børn deromme.
Jan blev født den 11 januar 1964. Ove var 10 år og de andre to var derimellem, så nu havde vi fire børn. De løb ind til Margrethe og Ejner, som vi havde aftalt, og jeg blev hentet hjem fra mejeriet af Richardt, der kom og sagde at nu var vandet gået. Han vidste ikke helt hvad det betød, men han mente det nok var bedst at jeg skyndte mig hjem. Jeg gik over til Clara og Garl Jensen, der boede lige over for og var graver på Kirkegården. De var de eneste der havde telefon, så jeg fik ringet efter jordemoderen. Og bagefter ringede jeg til Læge Knudsen i Stenlille, men han var på tur. Så han nåede ikke at komme før Jan var født. Men det gik godt og de andre drenge blev hentet hjem og beundrede deres nyfødte lillebror.



Det danske sprog er svært:


Fru Svendsen gik med sin kost og fejede snavs væk fra fortovet.
”Du fejer skidt med den kost,” råbte en ung mand, der cyklede forbi. Til min store forundring blev fru Svendsen ikke spor vred, men smilte bredt til den unge mand.
Da jeg passerede hende ville jeg også være morsom, så jeg sagde: ” Du er ikke god til at feje.”
Og så kan I tro at fru Svendsen blev vred.