Det er snart juleaften.
Alle har travlt. De sidste gaver skal købes. Har vi nu husket at købe en gave til alle børnene?Både vore egne børnebørn, og de børn, som den nye kone har bragt ind i vores omgangskreds ved at flytte sammen med vores søn. To børnebørn og to sammenbragte børn i en stor lejlighed på tredje sal i en boligblok. Jo, det skulle nok blive sjovt og hyggeligt.
Jeg plejer altid at være julemand for vore egne børnebørn. Ja, for vore egne børn for den sags skyld. Men det er snart mange år siden. Men traditionerne skal man ikke bryde. Så da vore egne børn blev store og stiftede hjem, var det meget nærliggende at fortsætte traditionen med at være julemand.
Min kone strøg tøjet så man ikke kunne se, at det havde ligget pakket ned i en plasticpose fra sidste år. Bare det fik lidt af den varme strygejern, kunne bukserne næsten stå af sig selv. ” Du må ikke stryge blåren,” sagde jeg til hende og prøvede på at rede det filtrede skæg ud med forsigtighed. Hvor var det længe siden jeg lavede det skæg. ” Du må ikke komme blår i øjnene på mig,” kunne jeg ikke dy mig for at sige, men det var nærmest for at sige noget, for alle vidste at blår ikke kommes i øjne, men bruges mest når man skærer gevind i jernrør. Så bruger man blåren for at få dem tætte når man samler dem. Men flot så det ud som nisseskæg. Og så var det lidt anderledes end det vatskæg man kunne købe i brugsen.
Men nu var den store dag endelig kommet. Den 24 december med snesjap og veje, der trængte til at ryddes. Men det var jo juleaften, så vi måtte selv kæmpe os gennem sneen, der faldt smult og idyllisk. Men når man kører på motorvej på vej til andesteg og risalamande kniber det med at se det idylliske i al den hvide vrimmel, der sætter sig på forruden, så viskerne har svært ved at trække. "”Huskede du nissetøjet,” var min kones ord, og jeg bedyrede, at det lå omme i bagagerummet sammen med alle gaverne
Endelig kunne vi køre op ad frakørselsrampen og bane os vej de sidste få kilometer.
Lyset skinnede ud ad vinduerne på alle etagerne. Vi skulle op på tredje sal, så det gjaldt om at huske alle pakkenellikerne, for ikke at komme til at gå to gange.
Sikke en gensynsglæde der blev, da vi nåede op ad alle trapperne. De burde have elevator til at transportere os to tætpakkede bedsteforældre op til andesteg og juletræ. Men hvor var vi velkomne. Men vi kom jo også som hædersgæster belæsset med gaver og der var ikke mange der vidste, at det også var selve julemanden der kom på besøg.
Vi satte os og fik en øl oven på den kraftanstrengelse. Gaverne blev lagt under træet og nissetøjet blev lagt ind på sengen i min søns og nye svigerdatters soveværelse. Nu kunne vi sætte os til at vente på andestegen, der stod i ovnen og sendte liflige dufte ud i køkkenet. Ja, helt ind i stuen kunne vi fornemme duften af brune kartofler og rødkål, og så lige andestegen.
”Skal jeg hjælpe med noget,” var min søns ord til sin lille kone eller hans pige, som det vist hed endnu, mens børnene sad inde i stuen og legede med hver deres lille bærbare videospil, som sagde mærkelige lyde og blinkede af og til når én af figurerne døde.” Men det er kun et spil,” sagde min søn. ” De er så utålmodige her op til jul, så vi har givet dem en forskudsgave, for at de ikke skulle kede sig alt for meget.” Det er nu ellers ikke let at snakke med en lille fyr, der spiller gameboy.
Duftene bredte sig, og der var dækket bord og tænderne løb i vand. ” Du må gerne skære ænderne ud inden de kommer på bordet,” sagde min svigerdatter i en sky af andedamp. Min søn sprang op. Jeg tror de havde aftalt det i forvejen. For han vidste præcis, hvad han skulle. Han tog bradepanden med de to lækre ænder og bar dem med en majestætisk mine ud til det lille bord ude på altanen.
Her kunne han stå i fred og ro og partere de to ænder med den skarpe anretterkniv han havde hentet. Jeg gik med derud. Mens min søn behændigt skar den ene and op i små velduftende stykker, stod jeg og så ud over altankanten og ned i dybet under os. ” Det har du prøvet før,” kunne jeg ikke lade være med at bemærke. Min søn sagde stolt at det var der ingen ben i og slog smut med kniven hen over den fjermer and. Hvordan det gik til. Om han havde været for ivrig eller andeskroget lidt sej, fandt vi aldrig ud af. Men kniven smuttede hen over brystbenet, så det så ud til at den foretog et hop.
Det så ikke kun ud til, at den gjorde det. Den gjorde det i virkeligheden.
I et elegant hop forlod den bradepanden og forsvandt ud over rækværket. Jeg greb efter den. Men for sent. Den forsvandt i dybet på sin absolut sidste flyvetur. Sekunder efter hørte vi et plask nede på stenbroen. Og derefter nogle vrede og forskrækkede stemmer. Og vi så nogle øjne der var rettet opad, hvor vi stod. Vi forlod stedet i hast og styrtede, sammen med alle fire børn, ned ad trapperne. Det kunne få dem til at forlade deres gameboy. Nu skete der endelig noget spændende. Hele flokken kom ned på én gang. Der stod julenissen i egen høje person, selvom én af drengene bagefter sagde, at det bare var Frederiksen fra første sal, der var ude at lufte sin hund. Jeg vidste ikke selv, hvad jeg skulle tro. Men man bliver jo nødt til at tro sine egne øjne og de viste en mand i en rød dragt, der råbte og skældte ud, mens han forgæves prøvede at vriste anden ud af gabet på sin hund. Den slap dog kun godvilligt, fordi anden var brandvarm. Men den stillede sig op og knurrede ildevarslende med anden liggende mellem forbenene, som om anden var dens lovlige jagtbytte. Vi opgav at få fat i den velduftende and. Min søn sagde, at man skulle være gode ved dyrene sådan en juleaften, så vi sagde glædelig jul til hr Frederiksen inden vi gik op ad trapperne igen.
Der var mad nok til os alle alligevel. Vi spiste en masse brune og hvide kartofler og deltes pænt om den enlige and, som min søn behændigt fik skåret i nogle mindre stykker. ” Bare nu ikke Trofast får mavepine af al det mad,” sagde Magnus, og så skålede vi og ønskede hinanden glædelig jul. Og det var mig der fik mandelgaven. En marcipangris med en stor rød sløjfe om maven.
Og så dansede vi om juletræet. Det havde stået i hjørnet, men nu blev det slæbt ud midt på gulvet og vi blev jaget ud af stuen og ud i gangen mens min søn tændte lysene. Nej, hvor var det smukt.
Børnenes øjne funklede omkap med lysene. Vi tog hinanden i hænderne og fik udleveret en lille hæfte med alle julemelodierne i. Og vi sang.
Midt i ” På loftet sidder nissen med sin julegrød”, sneg jeg mig ud af kredsen og ind i soveværelset, hvor nissetøjet lå. Og da jeg så mig i spejlet var jeg ikke spor i tvivl om at her stod den rigtige julemand. Jeg gik ud ad døren med sækken med alle gaverne på nakken.
Ude i opgangen stod en anden julemand. Han kom fra lejligheden overfor. ” Hej” sagde jeg og han sagde Ho Ho. ” Skal vi bytte lejlighed,” spurgte han, og jeg kunne med det samme se det sjove ved det. Så vi byttede sækkene med gaver og jeg gemte mig diskret nede ad trappen, mens han ringede på ind til min familie. Hvor ville de blive forbavset når der kom en lille kraftig julemand med vatskæg og solbriller.
Jeg ved ikke hvad der skete i min søns lejlighed, for jeg ringede på den dør, hvor der stod P. og E. Jørgensen på døren. Sikke en opstandelse der blev i den lejlighed, da jeg foer ind ad døren, mens jeg sagde Ho Ho som en rigtig julemand. Konen var den der blev mest forskrækket, hun gav et skrig fra sig så børnene måtte trøste hende. De var fuldstændig ligeglad med om det var deres far, der var julemand, bare de fik deres gaver, så jeg skyndte mig at dele nogle gaver ud. Og det hjalp da også lidt på konen, da jeg fik fundet en lille gave til hende.
Det var ellers to søde børn, der var i den lejlighed. Den ene hed Amalie og den anden Søren, fortalte de mig med store forundrede øjne. ”Mor, du skal kysse julemanden, ligesom sidste år,” sagde Amalie, men konen slog hånden for munden og gemte sig bag
sofabordet. ”Nej, det gør jeg ikke, for det tør jeg ikke. Hvad vil far sige, når jeg kysser julemanden, når han ikke er her.”
”Jamen det gjorde du da sidste år,” blev Amalie ved.
”Ho Ho,” sagde jeg og rettede mit store grå blårskæg, mens jeg slikkede mig om læberne, men jeg ville ikke lave ballade, så jeg sagde pænt farvel til den lille familie og gik ud på opgangen igen, hvor jeg kun ventede et øjeblik, før den fremmede julemand kom ud af min søns dør med min tomme sæk. Vi nåede lige at trykke hinanden i hånden, inden han forsvandt ind til sig selv og jeg lukkede forsigtig døren op til min søns lejlighed uden at gøre ret meget støj.
Jeg sneg mig ind i soveværelset og et øjeblik efter gik jeg ind i stuen, som den gamle hyggelige farfar jeg er. Ikke et af børnene opdagede jeg kom tilbage så optaget var de af at pakke gaver ud. Men min søn trak mig lidt til side og hviskede . ”Hvem pokker var det.” Jeg hviskede tilbage, at det var den rigtige julemand.
Min kone så forskrækket ud endnu, men jeg fik heldigvis en øl så jeg kunne skylle blåren ud af halsen. Et enkelt hår havde forvildet sig langt ned i halsen på mig og sad og kildede. Børnene sad i deres bjerg af gaver. Der manglede skam ikke noget, så mens de så et videobånd i fjernsynet, der handlede om julen, sad vi og fik en tår kaffe, mens vi skævede hen til fjernsynet, der viste hvordan vi holdt jul i gamle dage.
Vi sagde farvel og tak for en dejlig juleaften. ” Bare jeg levede i gamle dage,” sagde et af børnene mens han gav os et slattent håndtryk for ikke at gå glip af noget som helst i fjernsynet. ”For den gang forstod de at holde jul.”
