Vi var i byen den anden dag.
Jo, nu skal i høre. Vi var på besøg, altså min kone og jeg, hos en god veninde af min kone. ” Vil i ikke med ud at spise med kniv og gaffel i morgen klokken 11.” Jo, det kunne hun tro vi ville. Så næste dag startede vi bilen og kørte til Slagelse. Vi skulle mødes på et flot hotel, der var nedlagt for en del år siden, men som nu en masse unge tjener elever og kokelever havde overtaget.
Vi foer vild. Jeg kunne ikke komme i tanker om , hvor den nye politistation lå. Så dermed kan man se at vi ikke har haft meget med politiet at gøre i al den tid. Men vi fandt det. Stedet ved siden af politistationen. Klokken var fem minutter over 11 da vi gjorde vores entre, som de sidste af de inviterede gæster.
Alle sad i deres pæneste tøj og ventede på at blive inviteret ind i spiselokalet af overtjeneren. Nej, han var vist de unge menneskers lærer. Men han kunne godt være overtjener på et stort dyrt hotel. Vi kom til at sidde ved et 9 personers bord. Intet var overladt til tilfældighederne. Bestikket lå som det skulle og glassene var fyldt med en lille velkomstdrink. Vi skålede. Og vi præsenterede os for hinanden. Sikke en stemning.
Ved vores bord var det en 60 års fødselsdag. Ganske vist på forskud. Men hvad gjorde det ? Stemningen var der. De unge tjenerelever. To piger, skulle servere ved vores bord. Måske var det første gang de serverede til sådan en 60 års fødselsdag. Jeg skævede over til værtindens menukort. Kogte rødspætter, der blev stegt færdigt på et lille anretterbord. Hvor festligt. Nu kunne vi også se de to pigers måde at partere rødspætterne på. Benene blev behændigt fjernet så vi ikke fik eet ben i munden, da den lækre forret blev serveret med små kartofler og lidt dyppelse. Til forretten blev der skænket hvidvin. Hver gang vi skålede blev glassene fyldt igen. Stemningen blev mere og mere løssluppen. Jeg fik lyst til at holde tale :
FESTTALEN:
Gode venner. Her ved vores bord er det en fødselsdag på forskud vi fejrer. Hvor er det rart at sådan noget kan lade sig gøre . Vi. Gæsterne får en dejlig oplevelse for små penge. Så sig ikke at vi pensionister behøver at kede os, bare vi har øjne og ører åbne for de ting, der sker omkring os. Og ved at være til stede her i dag hjælper vi også de unge mennesker i gang med den uddannelse, de står midt i. Det skal nok gå dem godt når vi ser den lyst og energi, der lyser ud af øjnene på dem. Ja, nu vil jeg ikke sige mere, for jeg kan se at de unge mennesker har rigget til, så de kan flambere næste ret vi skal have. Det bliver spændende. Men skal vi ikke rejse os og råbe hurra for arrangementet
Da jeg satte mig igen spurgte tjenereleven om det smagte. Og det bedyrede vi at det gjorde. ” Det var der ingen ben i,” hviskede min sidemand. Og det vil jeg give hende ret i. Rødspætterne var skåret så fint ud, så der ikke lå et eneste ben tilbage på tallerkenen. ” Skulle der være lidt rødvin til næste ret,” sagde tjenerinden og viste to forskellige flasker med hver deres indhold.
”Hvad er næste ret.”
Flamberede peberbøffer blev der svaret. Så jeg pegede på den lyseste flaske og undskyldte mig med
at jeg ikke så godt tålte garvesyren i rødvinen. Vi skålede. Og de unge rumsterede rundt på de tre anretterborde med store pander og lækre røde peberbøffer. Pludselig slog flammerne til vejrs. Vore unge mennesker havde hældt noget brændbart væske, nogle sagde det var spiritus, ned over den varme pande så flammerne stod til vejrs. Helt op til loftet. De skulle jo lære det, blev der sagt, så hvis i ser nogle kokke og tjenere ude i det pulveriserende liv med svedent forhår og uden øjenbryn er det helt sikkert elever, der er dumpet til den store flamberings øvelse.
Men her gik det godt. Alle tre flamberingsborde blev brugt, og selv om flammerne stod helt op til loftet påvirkede det heldigvis ikke sprinkleranlægget, der sad i loftet og bare ventede på at blive påvirket. Men vi havde næsten alle en paraply med, men det var nu mest til udendørsbrug. Så heldigvis kom der ikke gang i paraplyerne i denne omgang. Heldigvis.
Men vi var ikke færdige endnu. Vi skålede i vores hvid og rødvin. Stemningen var høj. Når vi kunne lade som om vi var til fødselsdag, kunne vi også lade som om der var vand i glassene. Så vi skålede. ” Smagte maden godt.” Om den gjorde. Men vi ældre er altid lidt skeptiske når en bøf er rød indvendig. Men den søde tjenerelev forklarede at det var fordi de var blevet dampkogt i køkkenet før de blev flamberet og på den nymoderne måde blev kødet ikke gråt, som når vi steger en bøf på panden derhjemme. Men her beholder den sin smukke rosa farve selv om den bliver flamberet.
Vi skålede. Og nu fik vi lidt i vore små glas. Flamberede pandekager med is. Det hed nu også noget andet, som jeg ikke kan stave til. Men nu kom der gang i anretterbordene igen. Flammerne slikkede op ad de varme pander og pandekagerne sydede. Men det var skam ikke nok. Der blev hældt spiritus på den varme pande, så flammerne igen slikkede op omkring sprinkleranlægget. Men nu var vi jo også snart mætte, så hvis det skulle gå helt galt, kunne vi da godt undvære desserten. Men igen skete der ikke noget. De lækre pandekager med is i til at afkøle dem kom på bordet. Hvor herligt. Og nu opdagede jeg at de havde en pulverslukker godt gemt bag det ene flamberingsbord, så nu vidste jeg at der ikke kunne ske alverden. Men der kan man se hvor meget der bliver gjort for os pensionister i vore dage. Bare vi selv går ud og oplever det.
De 20 kroner sådan en menu koster er givet godt ud og så slipper vi også selv for at stå i køkkenet.
Og vi skulle ikke engang vaske op bagefter !!!
