”Har du lavet meget i dag,” sådan lød spørgsmålet når man traf Viggo ude på de lange veje. Og hvis man svarede. ”Ja det havde man,” kom svaret promte, ”så er hele dagen ødelagt, og i morgen med.” Det var lige meget hvem Viggo mødte på sin vej. Så blev de stillet det samme spørgsmål. Og Viggo var tit ude at gå tur. Han færdedes i det område, der var hans.
Det ligger nogle år tilbage. Til den tid hvor vi havde store kobberfemører og nogle mindre tiører, der ikke synede af ret meget. I folkemunde var det en spøg at narre Viggo. ”Se her Viggo,” sagde man og holdt en fem- og en tiøre i hånden hen mod Viggo. Og det var lige meget om man lagde tiøren forrest så den var lettest at tage, tog Viggo altid den store kobbermønt. Altså femøren. Og selv om vi sagde til Viggo at han kunne købe dobbelt så meget for den lille mønt, var det ligesom han ikke forstod det. Han snuppede altid den store kobbermønt. ”Hvor er han dum,” sagde alle dem der prøvede. Og alle dem der bare stod og så på sagde det samme. ”Hvor er han dum,” sagde alle de kloge mennesker, der ofrede en femøre for at bevise, at der fandtes så dum en dreng som Viggo.
Kobberfemøren og den lille tiøre kunne man købe meget for i mange år. Den gang kunne man købe en rund is for ti ører og en firkantet for femten ører. Men Viggos penge blev ikke omsat til is. Når han syntes, at nu havde han samlet. Nej fået tilstrækkelig mange femører, gik han i banken og satte alle femørerne ind på en bankbog, der stod Viggo på.
Bankkontoen voksede.
Jeg rejste fra egnen. Men engang, mange år senere var jeg på besøg på den egn, hvor jeg så Viggo gå rundt, her mødte jeg Viggo igen, og hans første spørgsmål lød: ”Har du lavet meget i dag.” Det bedyrede jeg at jeg havde. ”Ja, så er hele dagen ødelagt og i morgen med.” Da slog det mig, at hvor mennesker mødes snakkes der altid om arbejde, og om hvad man laver. Den fidus havde Viggo også fundet ud af med sine enkle ord.
En tanke slog ned i mig, og jeg kunne ikke lade være med at spørge. ”Viggo, kan du huske dengang, vi havde de her store kobberfemører og de her små undselige tiører. Jeg kan huske du altid tog de store femører i stedet for ti ørerne. Hvorfor gjorde du egentlig det? Viggo så polisk på mig og svarede: ”Hvis jeg nu tog tiøren, var jeg jo lige så klog som jer. Og så ville I nok være kloge nok til ikke at prøve igen. Så det var derfor, jeg altid tog femøren. Det var jeg dum nok til. Men jeg har tjent mange penge på jeres klogskab.”
